I kropsterapien ser vi ikke kun på symptomer, som smerter eller hovedpine osv. Vi ser på hele mennesket og forsøger sammen med klienten at finde frem til årsagerne.
Når vi ser, hvorfor kroppen reagerer som den gør, kan vi arbejde med årsagerne og ikke symptomerne i sig selv.
For at forstå, hvorfor og hvordan kropsterapi virker må vi se på de bagvedliggende teorier.
Når jeg som behandler ser på et menneske ser jeg i første omgang på tre dele.
Det fysiske: Muskler, sener, knogler, huden og hvordan vi står og bevæger os.
Det kemiske: Alt hvad vi indtager af mad og drikke, den luft vi indånder og alt, hvad vi er i berøring med, samt hormonsystemet.
Det psykiske: Nervesystemet og hjernen og de mange sansninger og komplekse sammenhænge.
Dette kan med fordel illustreres som en trekant der symboliserer hele mennesket:
Ser vi på mennesket ud fra en østlig lægetradition medtager vi det elektriske system, som består af meridianbaner, akupunkturpunkter osv.
Vores menneskelige system søger altid at være i en tilstand af balance. Det gælder både rent fysisk, så vi ikke vælter, i forhold til aktivitet og hvile, forbrænding og fødeindtag og i forhold til vores mentale tilstand.
Hvis vi kommer ud af balance på en af de fire dele (fysisk, kemisk, psykisk, elektrisk) opstår der problemer. Hvis der kommer ubalance i flere systemer på én gang bliver vi syge på den ene eller den anden måde.
Den kropsterapeutiske behandling søger altså at finde ubalancen eller ubalancerne i klienten og dernæst at hjælpe kroppen tilbage i balance. Den menneskelige krop har et utrolig effektivt indbygget selv-afbalanceringssystem. I kropsterapien forsøger vi ikke at gå uden om dette system, men derimod at genetablere kroppens evne til selv-afbalancering og selvheling, når den er gået i stå eller er blokeret.
Læs evt. mere på https://totum.dk/kropsterapi/ som er skolen, hvor jeg har taget min uddannelse.